FRA KRISE TIL KÆRLIGHED

299,95 DKK

Forfatter: Eve Bengta Lorenzen
Isbn: 978-87-21-03692-8

Eve Bengta Lorentzen blev kendt for nogle år siden gennem store annoncer i Berlingske Tidende for mindfulnesskurser henvendt til erhvervslivet. Forfatteren er nu midt i et arbejde med at etablere mindfulness som et fast tilbud på Rigshospitalet til patienter med smerter og til patienter med kritisk sygdom. Arbejdet med smertepatienter har pågået en årrække og bogens forskellige afsnit belyses af små korte casehistorier herfra.

Bogen er en indføring i mindfulness henvendt til denne gruppe, men har en langt bredere appel. Eve B.L. har en særlig stil, der inviterer frem for at docere og hun afholder sig fra gode råd. Hun ved, hvad hun taler om og gør det med forståelse for den manglende lyst og indre nødvendighed, der følger en person i krise. Også selv om vi ikke er truet på livet føles det godt at blive mødt med denne indstilling. Hvem har ikke noget, der gør livet svært?

Eve Bengta Lorentzen skriver i sin indledning: ”Mit ønske for dig er, at du vil opgive at bevæge livet og i stedet lade livet bevæge dig. Så tillad ordene og cd’ens meditationer at røre dig. Det kan både føles behageligt og ubehageligt at blive rørt, men det er med sikkerhed en vej, der åbner til indre viden.”

Kapitel 1 handler om den sandhed, der findes i os, og som vi kommer i kontakt med, når vi lytter.

Kapitel 2 beskriver accept af det svære som vejen til at være sig selv helt og frit.

Kapitel 3 fortæller om det hjem og den tryghed, vi kan være for os selv, hvis vi tør åbne hjertet.

Kapitel 4 tager fat i den modstand i os, som blokerer for glæden.

Kapitel 5 fortæller om at behandle sig selv med venlighed og kærlighed.

Kapitel 6 handler om at give slip på sine forestillinger og være i sit liv, som det er.

Kapitel 7 fortæller om at leve i tillid til sig selv og verden.

Bogen indeholder en cd med forskellige, af forfatteren indlæste, guidede meditationer.



Eve Bengta Lorentzen
Fra krise til kærlighed
Mindfulness når livet er svært
ISBN: 978-87-21-03692-8
209 sider samt CD
Udgivelsesdato: 4. april 2013