Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

BESTSELLERE FRA BORGEN
E-bøger
ECKHART TOLLE
Benny Andersen
Bøger om misbrug
Udgivelser 2015
Udgivelser 2016
Udgivelser
Presse

Udkommer snart

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Ordrestatus
Help in English

Sitemap

Links
Gyldendal

Dankort EuroCard / MasterCard Maestro Visa Visa Electron




KUNSTEN AT GRÆDE I KOR af Erling Jepsen > Læseprøver > KUNSTEN AT GRÆDE I KOR af Erling Jepsen  |  Udskriv
Kapitel 1

Ordenes magt

De siger et ord inde i fjernsynet, et ord jeg ikke forstår. En kvinde siger det, langsomt og tydeligt, ligesom for at alle skal være med. Det gør det kun værre, for det hun siger, passer ikke til det jeg ser. Fjernsynet er ellers så pænt, vi har lige fået det som de sidste i gaden, og jeg løb hele vejen hjem fra skole. Og nu sker det.
    Ordet er sædvane. Det er ikke noget særlig langt ord, og det er lidt pinligt, for jeg er lige blevet 11 år. Der er ingen til at forklare det for mig, jeg sidder alene i stuen.
    Jeg løber ud i køkkenet og venter ved døren til butikken. Mor ekspederer derude, det tager en evighed, endelig kommer hun ud til mig.
    – Sædvane? spørger hun. Hun sætter sig på køkkenstolen med et viskestykke i hånden; hun tænker bedst med et viskestykke i hånden. Mens hun krammer det, ser hun ned i gulvet, så ud ad vinduet.
    – Det er når man gør noget bestemt rigtig tit, så bli’r det til sidst til en sædvane.
    – Lige meget hvad det er?
    – Ja, siger hun.
    Tænk at noget man gør, kan forvandle sig fra at være én ting til noget andet, når man bare gør det tit nok. Det er svært at forstå. Kan det nu også passe?
    –Det har noget med vand at gøre, siger jeg.
    – Der var en vandhane inde i fjernsynet, da damen sagde det.
    – Det forstår jeg ikke, siger mor.
    – Jamen det er rigtigt, hun stod ved siden af en vandhane, da hun sagde det.
    Mor vrider viskestykket en ekstra gang. Så forsøger hun igen, nu med eksempler: Det er en sædvane at vi får havregrød om morgenen, for det får vi altid. Det er en sædvane at far kører ud med mælk og så videre, men jeg afbryder hende. Det kan ikke passe. Det må være noget med vand, det er stensikkert.
    – Vi må vente til far kommer hjem, siger hun til sidst.
    – Nej, jeg vil vide det nu, hvorfor ved du det ikke?
    – Jamen det gør jeg osse, men du tror jo ikke på mig.
    Nej, jeg tror ikke på hende, ikke helt. Mor er ikke den rigtige til at forklare ord, det ved hun også godt – hvorfor hen¬viser hun ellers til far? Det er fordi han ved bedre, ordene er hans domæne, jeg må spørge ham. Hvad jeg heller ikke har så meget imod, for så bliver far som regel glad og er sød over for mor, og så er alt godt. Det er også far der hører mig i lektier, især efter jeg er rykket op i femte klasse og får karakterer. Og han læser meget mere avis end mor og bruger læsebriller, men han klør sig tit i øret med enden af en kuglepen, og hvis man kommer til at tage den i munden, smager den af gammel ost. Det er derimod mor som beder aftenbøn med mig, når jeg bliver lagt i seng, det er hun bedst til. Hun vil gerne, at jeg har en engel hængende over hovedgærdet, men det bliver der ikke noget af, for der hænger Tarzan. Han er sådan en slags skytshelgen for mig, og jeg tror også mor har et godt øje til ham, hun lader ham i hvert fald hænge. Da jeg en aften spurgte hende, hvad det egentlig skulle gøre godt for med det Fadervor, sagde hun, at jeg ellers ville falde ud af sengen om natten og slå mig. Hun sagde det uden at blinke, og så spurgte jeg ikke igen.
    Det banker på hoveddøren, og mor går ud og lukker op. Det er min legekammerat Mette.
    – Har I fået fjernsyn? spørger hun. – Må jeg se det?
    – Det kan du tro, du må, siger mor, men jeg kiler mig ind imellem dem og skubber til Mette.
    Jeg siger: – Nej du må ikke, det er et lortefjernsyn!
    – Er det allerede i stykker?
    – Selvfølgelig er det ikke det, siger mor og viser Mette ind i stuen.
    – Lyver han?
    Jeg skubber igen til hende, hvorfor går hun ikke bare hjem? Men nu er jeg ikke rimelig, siger mor; det sidste års tid er jeg altid gået over til Mettes forældre for at se fjernsyn, og de har aldrig sagt nej. Mor har ret, på det punkt er de flinke ovre på den anden side af gaden. Jeg skal bare huske at sige: „Farvel og tak fordi jeg måtte se fjernsyn,“ når jeg går, og det er let nok. Jeg siger det efterhånden så hurtigt, så ingen forstår mig. „Farvelogtakfordijegmåttesefjernsyn.“ „Hvad si’r du?“ spørger de og vender sig undrende mod mig. Men da er jeg allerede væk.

KUNSTEN AT GRÆDE I KOR af Erling Jepsen


Borgens Forlag  -  Gyldendal - Klareboderne 3  -  1001 København K
Tlf. 3375 5555  -  E-mail: borgen_post@gyldendal.dk  -  CVR-nummer: DK-58200115