Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

BESTSELLERE FRA BORGEN
E-bøger
ECKHART TOLLE
Benny Andersen
Bøger om misbrug
Udgivelser 2015
Udgivelser 2016
Udgivelser
Presse

Udkommer snart

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Ordrestatus
Help in English

Sitemap

Links
Gyldendal

Dankort EuroCard / MasterCard Maestro Visa Visa Electron




DÆMONERNES BY af Cassandra Clare > Læseprøver > DÆMONERNES BY af Cassandra Clare  |  Udskriv
1. kapitel: Pandemonium
s. 18-25

Clary skubbede døren til baglokalet op og trådte ind. Et kort øjeblik troede hun ikke, at der var nogen. De eneste vinduer sad højt og havde tremmer for; en lavmælt summen af trafikstøj trængte ind gennem dem, lyden af dyttende biler og hvinende bremser. Lokalet lugtede af gammel maling, og der var et tykt lag støv på gulvet, præget af udtværede skoaftryk.
    Der er ikke nogen herinde, tænkte hun og så sig forvirret omkring. Der var koldt i lokalet på trods af augustheden udenfor. Hendes ryg var iskold af sved. Hun trådte et skridt frem, og hendes fødder blev snoet ind i løse ledninger. Hun bøjede sig ned for at vikle sin gummisko fri – og hørte stemmer. En piges latter, en fyr, der svarede i et skarpt tonefald. Da hun rettede sig op, fik hun øje på dem.
    Det virkede, som om de pludselig var dukket op ud af det blå. Der stod pigen i sin lange, hvide kjole, hendes sorte hår hang ned ad hendes ryg som fugtig tang. Fyrene var sammen med hende – den høje med sort hår ligesom hendes, og den lidt mindre fyr, hvis hår skinnede som kobber i det svage lys fra vinduerne højt over dem. Den lyshårede fyr stod med hænderne i lommerne ansigt til ansigt med den blåhårede, som var bundet til betonpillen med noget, der lignede klaverstrenge. Hans arme var strakt ud bag ham, og hans ben var bundet sammen ved anklerne. Hans ansigt var fortrukket i smerte og frygt.
    Clary dukkede med hamrende hjerte ind bag den nærmeste betonpille og kiggede frem. Hun så til, da den lyshårede fyr vandrede frem og tilbage med armene over kors. ”Nå,” sagde han. ”Du har stadig ikke svaret på, om der er flere af din slags her.”
    Din slags? Clary spekulerede over, hvad han mente. Hun var måske faldet over en bandekrig.
    ”Jeg ved ikke, hvad du taler om.” Den blåhårede fyr lød forpint og vranten.
    ”Han mener andre dæmoner,” sagde den mørkhårede fyr og åbnede munden for første gang. ”Du ved da godt, hvad en dæmon er, ikke?”
    Fyren ved pillen vendte ansigtet bort, hans mund bevægede sig.
    ”Dæmoner,” sagde den lyshårede fyr langsomt, han skrev ordet i luften med sin ene pegefinger. ”Ifølge diverse religioner er det beboere i Helvede, Satans tjenere, men sådan som vi opfatter det, sådan som Klanen har defineret det, er det de ondskabsfulde ånder, der har deres oprindelse et andet sted end vores egen hjemmedimension …”
    ”Så er det nok, Jace,” sagde pigen.
    ”Isabelle har ret,” medgav den højere fyr. ”Der er ingen af os, der har brug for en lektion i ordkløveri – eller dæmonologi.”
    De er vanvittige, tænkte Clary. Fuldkommen vanvittige.
    Jace løftede hovedet og smilede. Der var en vildskab i hans bevægelse, noget, der mindede Clary om de dokumentarfilm, hun havde set om løver på Discovery, den måde, som de store katte løftede hovedet på og vejrede i luften efter bytte. ”Isabelle og Alec synes, jeg taler for meget,” sagde han i et fortroligt tonefald. ”Synes du, jeg taler for meget?”
    Den blåhårede fyr svarede ikke, men hans mund bevægede sig stadig. ”Jeg kunne give jer nogle oplysninger,” sagde han. ”Jeg ved, hvor Valentine er.”
    Jace så på Alec, der trak på skuldrene. ”Valentine ligger i jorden,” sagde Jace. ”Tingesten her leger bare med os.”
    Isabelle gjorde et kast med hovedet. ”Slå den ihjel, Jace,” sagde hun. ”Den kan ikke fortælle os noget.”
    Jace løftede den ene hånd, og Clary så det svage lys glimte i den kniv, han stod med. Den så sært gennemsigtig ud, klingen var klar som krystal, skarp som et glasskår, og skæftet var prydet af røde sten.
    Fyren gispede. ”Valentine er vendt tilbage!” protesterede han og trak i de bånd, der holdt hans hænder fast bag hans ryg. ”Alle i de Nedre Verdener ved det … jeg ved det … jeg kan fortælle jer, hvor han er …”
    Pludselig blussede raseriet op i Jaces iskolde øjne. ”For englens skyld! Hver gang vi fanger en af jer narrehatte, påstår I, at I ved, hvor Valentine er. Vi ved også, hvor han er. Han er i Helvede. Og du …” Jace vendte kniven mellem fingrene, så æggen strålede som ild. ”… kan slutte dig til ham der.
    Clary kunne ikke tage mere. Hun trådte frem fra sit skjul bag søjlen. ”Hold op!” råbte hun. ”Hold nu op!”
    Jace hvirvlede rundt, så forskrækket, at kniven gled ud af hans greb og skramlende faldt ned på betongulvet. Isabelle og Alec vendte sig om samtidig og med det samme forbløffede ansigtsudtryk. Den blåhårede fyr hang i ledningen om sine håndled, chokeret og måbende.
    Det var Alec, der først sagde noget. ”Hvad er nu det?” spurgte han og så fra Clary til sine venner, som om de vidste, hvad hun lavede der.
    ”Det er en pige,” sagde Jace og genvandt fatningen. ”Du må da have set piger før, Alec. Din søster Isabelle er en af slagsen.” Han trådte et skridt nærmere Clary og kneb øjnene let sammen, som om han ikke kunne fatte, hvad han så. ”Det er en mundan,” sagde han, delvist til sig selv. ”Og hun kan se os.”
    ”Selvfølgelig kan jeg se jer,” sagde Clary. ”Jeg er ikke blind, at I ved det.”
    ”Jo, det er du faktisk,” sagde Jace og bukkede sig ned efter sin kniv. ”Du ved det bare ikke.” Han rettede sig op. ”Det er bedst for alle parter, hvis du forsvinder med det samme.”
    ”Jeg skal ingen steder,” sagde Clary. ”Hvis jeg går, dræber du ham bare.” Hun pegede på fyren med det blå hår.
    ”Det er rigtigt,” indrømmede Jace og lod kniven snurre rundt mellem sine fingre. ”Men du kan da være ligeglad med, om jeg slår ham ihjel eller ej.”
    ”N…nej,” spruttede Clary. ”Man kan da ikke bare gå rundt og slå folk ihjel.”
    ”Det har du ret i,” sagde Jace. ”Man kan ikke bare slå folk ihjel.” Han pegede på fyren med det blå hår, som stod med let sammenknebne øjne. Clary overvejede, om han var besvimet. ”Det der er ikke et menneske, lille pige. Det ligner godt nok et menneske og taler og bløder måske oven i købet også som et. Men det er et uhyre.”
    ”Jace,” sagde Isabelle advarende. ”Så er det nok.”
    ”Du er vanvittig,” sagde Clary og bakkede væk fra ham. ”Jeg har tilkaldt politiet, at I ved det. De kan være her hvert øjeblik, det skal være.”
    ”Det er løgn,” sagde Alec, men han så tvivlende ud. ”Jace, vil
du …”
    Han fik aldrig afsluttet sætningen. Med et højt, skingrende skrig rev den blåhårede fyr sig i det samme løs fra den ledning, der bandt ham til betonpillen, og han kastede sig over Jace.
    De faldt om på gulvet og rullede rundt sammen. Den blåhårede fyr flåede i Jace med fingre, der glimtede, som var hans negle lavet af metal. Clary bakkede, fast besluttet på at stikke af, men hendes fødder blev viklet ind i en ledning, og hun faldt med et brag. Hun kunne høre Isabelle skrige. Clary rullede rundt og så, at den blåhårede fyr sad overskrævs på Jaces brystkasse. Blodet glimtede for enden af hans sylespidse kløer.
    Isabelle og Alec løb hen mod dem. Isabelle svingede sin pisk. Den blåhårede fyr slog ud efter Jace med kløerne strakt frem. Jace løftede den ene arm for at beskytte sig, og kløerne ramte den og trak blod. Den blåhårede fyr slog til igen – og Isabelles pisk svirpede hen over hans ryg. Han skreg og faldt om på siden.
    Jace rullede rundt, lige så hurtigt som Isabelle havde svinget pisken. En kniv glimtede i hans hånd. Han stak den i brystkassen på den blåhårede fyr. Sort væske vældede op om skæftet. Fyren gik i bro på gulvet, gurglede og vred sig. Jace rejste sig med en grimasse. Hans sorte skjorte var sine steder blevet endnu mørkere, våd af blod. Han så ned på den krampende skikkelse for sine fødder, rakte hånden frem og trak kniven fri. Skæftet var glat af sort væske.
    Den blåhårede fyr spærrede øjnene op. Han stirrede ufravigeligt på Jace, og det så ud, som om en flamme var blevet tændt dybt i hans blik. Han hvæsede ud mellem tænderne: ”Lad det ske. De fortabte vil tage jer alle sammen.
    Jace snerrede. Fyren vendte det hvide ud af øjnene. Det begyndte at rykke og trække i hans krop, den kollapsede og blev mindre og mindre, indtil han helt forsvandt.
    Clary kom usikkert op at stå og sparkede ledningen væk fra sig. Hun begyndte at bakke. Ingen af dem lagde mærke til hende. Alec var styrtet hen til Jace, holdt fast i hans arm og trak i hans ærme, formentlig i et forsøg på at se nærmere på såret. Clary vendte sig om for at stikke af – og opdagede, at hendes flugtvej var spærret af Isabelle, der stod med pisken i hånden. Det gyldne metal var plettet af en mørk væske. Hun gjorde en bevægelse med hånden, så pisken rettede sig ud, og enden af den viklede sig om Clarys håndled og strammede til. Clary gispede af smerte og overraskelse.
    ”Dumme, lille mundan,” sagde Isabelle ud mellem sammenbidte tænder. ”Jace kunne være blevet slået ihjel.”
    ”Han er vanvittig,” sagde Clary og forsøgte at trække sit håndled fri. Pisken skar sig endnu dybere ind i hendes hud. ”I er alle sammen vanvittige. Hvad tror I, I er? Selvbestaltede dræbermaskiner? Politiet …”
    ”Politiet er som regel ikke interesserede, medmindre man kan fremvise et lig,” sagde Jace. Med en hånd om sin arm snoede han sig uden om ledningerne på gulvet hen mod Clary. Alec fulgte skulende efter ham.
    Clary skævede hen til det sted, hvor fyren var forsvundet og sagde ikke noget. Der var ikke engang en dråbe blod tilbage – der var intet, der kunne bevise, at fyren havde eksisteret.
    ”De vender tilbage til deres egen dimension, når de dør,” sagde Jace. ”Hvis nu du undrede dig over, hvor han er blevet af.”
    ”Jace,” hvæsede Alec. ”Ti nu stille.”
    Jace trak armen til sig. Hans ansigt så uhyggeligt ud, fregnet af blod. Han mindede hende stadig om en løve med de lyse øjne, som sad langt fra hinanden, og det gyldne hår. ”Hun kan se os, Alec,” sagde han. ”Hun ved allerede for meget.”
    ”Hvad skal jeg gøre med hende?” spurgte Isabelle.
    ”Slip hende fri,” sagde Jace stille. Isabelle sendte ham et overrasket, nærmest vredt blik, men sagde ham ikke imod. Pisken gled væk, og Clarys arm var igen fri. Hun gned sit ømme håndled og spekulerede over, hvordan i alverden hun skulle slippe ud derfra.
    ”Måske skulle vi tage hende med os,” sagde Alec. ”Jeg tør vædde på, at Hodge gerne vil tale med hende.”
    ”Vi tager hende under ingen omstændigheder med tilbage til Instituttet,” sagde Isabelle. ”Hun er mundan.”
    ”Er hun nu også det?” sagde Jace blidt. Hans beherskede tonefald var langt værre end Isabelles snerren og Alecs vrede. ”Har du haft med dæmoner at gøre før, lille pige? Har du vandret med warlocks, talt med nattens børn? Har du …”
    ”Jeg hedder ikke 'lille pige',” afbrød Clary ham. ”Og jeg aner ikke, hvad du taler om.” Gør du ikke? lød en lille stemme i hendes tanker. Du så ham fyren der forsvinde i den blå luft. Jace er ikke vanvittig … det ville du bare ønske, han var. ”Jeg tror ikke på dem … på dæmoner, eller hvad det nu er I …”
    ”Clary?” Det var Simons stemme. Hun vendte sig om. Han stod i døren til baglokalet. En af de bryske dørmænd, der havde stemplet deres håndryg ved indgangen, var sammen med ham. ”Er der sket dig noget?” Han så på hende i halvmørket. ”Hvorfor står du herinde alene? Hvad skete der med de der fyre … du ved, dem med knivene?”
    Clary stirrede på ham, så kastede hun et blik om bag sig, hvor Jace, Isabelle og Alec stod. Jace var stadig iført sin blodige skjorte og stod med kniven i hånden. Han smilede til hende og trak halvt undskyldende, halvt hånligt på skuldrene. Han var åbenbart ikke synderlig overrasket over, at hverken Simon eller dørmanden kunne se dem.
    Det var Clary underligt nok heller ikke. Hun vendte langsomt opmærksomheden mod Simon igen. Hun vidste, hvordan hun måtte tage sig ud i hans øjne, som hun stod der alene i det fugtige lagerrum med fødderne viklet ind i kulørte ledninger. ”Jeg troede, de gik herind,” sagde hun tamt. ”Men det gjorde de vist ikke. Undskyld.” Hun så fra Simon – hvis ansigtsudtryk ændrede sig fra bekymret til flovt – til dørmanden, der bare så irriteret ud. ”Jeg tog fejl.”
    Isabelle fnisede bag hende.

DÆMONERNES BY af Cassandra Clare


Borgens Forlag  -  Gyldendal - Klareboderne 3  -  1001 København K
Tlf. 3375 5555  -  E-mail: borgen_post@gyldendal.dk  -  CVR-nummer: DK-58200115