Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

BESTSELLERE FRA BORGEN
E-bøger
ECKHART TOLLE
Benny Andersen
Bøger om misbrug
Udgivelser 2014
Udgivelser 2015
Udgivelser 2016
Udgivelser
Presse

Udkommer snart

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Ordrestatus
Help in English

Sitemap

Links
Gyldendal

Dankort EuroCard / MasterCard Maestro Visa Visa Electron




MAFIAEN I NAPOLI af Roberto Saviano > Læseprøver > MAFIAEN I NAPOLI af Roberto Saviano  |  Udskriv
Side 220-223

Jeg ved besked, og jeg sidder inde med beviserne. Jeg ved hvor pengene stammer fra, og hvad det er de lugter af. Det er lugten af sejr og succes. Jeg ved besked. Og ordenes sandhed kan ikke holdes tilbage, for den gennemtærer alt og dokumenterer alt. Den behøver ikke at gendrive beviser eller at foretage forundersøgelser. Den iagttager, vejer, ser og lytter. Den ved. Den fælder ikke dom over nogen der sidder i et bur, og vidnerne fremkommer ikke med dementier. Ingen angrer. Jeg ved besked, og jeg sidder inde med beviserne. Jeg ved hvor økonomiens læresætninger spredes og forvandler deres fraktaler til materie, genstande, jern, leveringstider og kontrakter. Jeg ved besked. Beviserne ligger ikke i en USB-nøgle som er gravet ned i jorden. Jeg skjuler ingen kompromitterende videooptagelser i en hemmelig garage i en afsondret bjerglandsby. Jeg er heller ikke i besiddelse af fotokopierede rapporter fra efterretningstjenesterne. Beviserne er uigendrivelige fordi de er en partsforklaring, opfanget af to pupiller, omsat til ord og skærpet af følelser som rikochetterer mod jern og træ. Jeg ser, hører noget, iagttager og taler, og således vidner jeg, et grimt ord som er lige så sandt når det hvisker „det er løgn“ i øret på den som lytter til magtens selvforherligende sange. Sandheden er partisk. Hvis den kunne koges ned til en formel, ville den jo ikke være andet end kemi. Jeg ved besked, og jeg sidder inde med beviserne. Og derfor fortæller jeg disse sandheder.
Jeg forsøger altid at tøjle den angst der får tag i mig, hver gang jeg går på gaden, hver gang jeg skal op ad en trappe, tage en elevator, tørre fødderne på en måtte og træde ind gennem en dør. Jeg kan ikke forhindre tankerne i bestandigt at kredse om hvordan huse og etageejendomme bliver opført. Og når lejligheden byder sig, kan jeg næsten ikke lade være med fortælle, hvordan husene skyder i vejret etage for etage, helt op til taget. Det er ikke en generel skyldfølelse der griber mig, og heller ikke et forsøg på at give moralsk oprejsning til de mennesker som er blevet udvisket af den historiske bevidsthed. Jeg forsøger snarere at blive fri for Bertold Brechts tanke om at man ikke må glemme historiens hænder og fødder, en tanke som i forvejen er naturlig for mig. Jeg er med andre ord mere optaget af de kronisk tomme madskåle som førte til stormen på Bastillen, end af Girondens og Jakobinernes erklæringer. Jeg kan simpelthen ikke slippe tanken. Det svarer til at nogen ser på et billede af Vermeer og spørger sig selv hvem der har rørt farverne, spændt lærredet op og lavet pigens perleøreringe i stedet for at koncentrere sig om selve portrættet. Det er en ren perversion. Når jeg ser en trappeopgang, kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på hvordan byggebranchen fungerer, og ved synet af vinduerne på en facade tænker jeg uvægerligt på hvordan man rejser et stillads. Jeg kan ikke gøre for det. Ser jeg en pudset flade, tænker jeg på murske og mørtel. Måske skyldes det at de ting man virkelig har et forhold til, afhænger af hvor man er født. Det er ikke alt der opfattes på samme måde alle steder. Jeg forestiller mig at lugten af olie og benzin i Qatar giver folk associationer til enorme huse, solbriller og limousiner. I Minsk henleder den sure lugt af kul, tror jeg, folks tanker på sodsværtede ansigter, gasudslip og røgfyldte byer, mens den i Belgien får folk til at tænke på de italienske og nordafrikanske minearbejderes lugt af hvidløg og løg. Det samme gør sig gældende for beton i det sydlige Italien. Beton. Sydens olie. Alting begynder med beton. Der findes intet finansimperium i Syditalien som ikke er gået via byggeriet: licitationsrunder, entrepriser, grusgrave, cement, mørtel, mursten, stilladser og arbejdere. En italiensk erhvervsdrivende hvis ben ikke er solidt plantet i beton, har ikke en chance. Det er den letteste vej til at berige sig på kortest mulig tid: vinde troværdighed, ansætte folk på det rigtige tidspunkt inden et valg, udbetale løn, sikre sig investeringer, eksponere sit eget ansigt på facaderne af alle de huse man opfører. Entreprenørens talent består i at være lige dele mægler og rovfugl. Han har en englelig tålmodighed når det drejer sig om bureaukratisk papirarbejde, uendeligt lange ventetider, offentlige tilladelser der falder som vanddråber fra stalaktitter. Og som en rovfugl flyver han ind over grunde som ingen interesserer sig for, tager dem i besiddelse for nogle håndører og beholder dem indtil hver kvadratcentimeter og hvert hul kan videresælges til eksponentielle priser. Rovfugleentreprenøren forstår at bruge både næb og kløer. Italienske banker er meget large med kreditter til entreprenører, ja, italienske banker er som skabt for entreprenører. Og hvis en entreprenør slet ikke er kreditværdig, og de huse han påtænker at bygge, ikke er tilstrækkelig garanti, vil der altid være en god ven som stiller garantien for ham. Håndgribelige mure af beton og tegl er den eneste materielle ting som italienske banker kender til. Forskning, landbrug og håndværk står for bankdirektørerne som et tåget land, fjerne og vægtløse sfærer. Værelser, etager, fliser, telefon- og elstik, det er de eneste konkrete ting de forstår. Jeg ved besked, og jeg sidder inde med beviserne. Jeg ved hvordan det halve Italien er blevet bygget. Mere end halvdelen. Jeg kender hænderne, firmaerne, projekterne. Og sandet. Det sand, som er blevet forvandlet til etageejendomme og højhuse. Kvarterer, parker, villaer. I Castelvolturno glemmer ingen de uendelige rækker af lastbiler der stjal Volturnoflodens sand. Lastbil på lastbil som kørte gennem en egn hvis bønder aldrig før havde set disse giganter af jern og gummi. Det var lykkedes dem at blive i deres hjemegn, holde ud i stedet for at emigrere, og nu fratog man dem alt lige for øjnene af dem. Dette sand befinder sig nu i murene på beboelsesejendomme i Abruzzo, i huse i Varese, Asiago og Genova. Nu er det ikke længere floden der flyder ud mod havet, men havet der trænger ind i floden. Nu fiskes der bars i Volturno, og bønderne er væk. Da de havde mistet deres jord, gav de sig til at opdrætte bøfler, og siden startede de små byggefirmaer og ansatte unge nigerianere og sydafrikanere som tidligere var sæsonarbejdere i landbruget. Og de af dem som ikke sluttede sig sammen med klanernes firmaer, døde en alt for tidlig død. Jeg ved besked, og jeg sidder inde med beviserne. Grusfirmaerne får tilladelse til at udvinde ganske små mængder, men i virkeligheden graver de løs og fortærer hele bjerge. Findelte bjerge og bakker bliver til beton og spredes for alle vinde. Fra Tenerife til Sassuolo. Først deporterede man mennesker, så ting. På et værtshus i San Felice a Cancello mødte jeg don Salvatore, en ældre murermester. En slags levende død der kun var 50 år gammel og lignede en på 80. Han fortalte mig at hans arbejde i ti år bestod i at kaste et kemikalium i betonblanderne som fik støvet til at lægge sig. Takket være klanerne er den illegale distribution af beton blevet det kort som gør det muligt for entreprenørerne at deltage i licitationer med tilbud så billige, som benyttede de sig af kinesisk arbejdskraft. Nu er de giftige kemikalier støbt ind i garager, skillevægge og etagedæk. Ingen vil tage notits af noget. En dag vil en arbejder, måske nordafrikaner, indånde støvet og dø efter en kort årrække, og han vil give en ulykkelig skæbne skylden for sin cancer.

MAFIAEN I NAPOLI af Roberto Saviano


Borgens Forlag  -  Gyldendal - Klareboderne 3  -  1001 København K
Tlf. 3375 5555  -  E-mail: borgen_post@gyldendal.dk  -  CVR-nummer: DK-58200115