Vælg kategori: Søg produkt:
 
Indkøbskurven er tom!  
 

BESTSELLERE FRA BORGEN
E-bøger
ECKHART TOLLE
Benny Andersen
Bøger om misbrug
Udgivelser 2015
Udgivelser 2016
Udgivelser
Presse

Udkommer snart

Avanceret søgning
Vis indkøbskurv
Forside

Information
KONTAKT
Om Borgens Forlag
Indsend manuskript
Info om BLIV KUNDE
Levering og betaling
Ordrestatus
Help in English

Sitemap

Links
Gyldendal

Dankort EuroCard / MasterCard Maestro Visa Visa Electron




HUSK MIG af Lesley Pearse > Læseprøver > HUSK MIG af Lesley Pearse  |  Udskriv
Et

1786

Mary greb fat om gelænderet foran anklagebænken, da dommeren kom tilbage til retssalen. Vinduerne var små og snavsede og lod kun et svagt lys trænge ind, men det var umuligt at tage fejl af hans sorte kalot på den gullige paryk og den forventningsfulde stilhed, der faldt over tilhørerne.
    ”Mary Broad, herfra skal du føres til det sted, du kom fra, og der blive hængt, til døden er indtruffet,“ messede dommeren uden så meget som at kaste et blik på hende. ”Må Gud se i nåde til din sjæl.“
    Det gav et sug i maven på Mary, og benene var lige ved at give efter under hende. Hun vidste kun alt for godt, at landevejsrøveri oftest blev straffet med døden, men hun havde klamret sig til håbet om, at dommeren ville være barmhjertig, fordi hun var en ung kvinde. Hun burde have vidst bedre.
    Det var den 20. marts 1786. Om blot et par uger fyldte Mary 20. Hun var en på alle måder helt almindelig pige, hverken specielt høj eller lille, ikke usædvanlig smuk, men heller ikke grim. Hun adskilte sig kun fra de andre, der også var på anklagebænken den dag i Lenten assiseret, ved, at hun så ud som en landsbypige. Hendes hud var klar og frisk; der var stadig en smule af solens glød tilbage på hendes kinder, selvom hun havde været spærret inde i Exeter Castle i flere uger. Hendes mørke, krøllede hår var strøget nydeligt tilbage med et hårbånd, og hendes grå kamgarnskjole, der var blevet temmelig snavset i fængslet, var enkel og praktisk.
    Straks lød der en højlydt summen af snak fra tilhørerrækkerne, for retssalen var fyldt til bristepunktet. Nogle få af tilhørerne var pårørende til nogle af de andre fanger, der skulle for retten samme dag, men størstedelen var bare nysgerrige, der betragtede retssagerne som underholdning.
    Den megen snak var dog ikke udtryk for, at folk havde medlidenhed med Mary eller var forargede over, at dommen var så hård. Hun havde ikke en eneste ven i salen. Et hav af snavsede ansigter vendte sig og så på hende med øjne, der lyste af skadefryd, og denne bevægelse var nok til at få lugten af deres uvaskede kroppe til at nå hendes næsebor. De ville se hende reagere, ville se hende græde, skælde ud eller trygle om nåde.
    Hun havde mest lyst til at råbe op og bede for sit liv, men der var en trods i hende, som også var det, der havde gjort hende til tyv, og den sagde hende, at hun for enhver pris skulle bevare værdigheden.
    Vagten greb fat om hendes skulder. Nu var det for sent at gøre andet end at bede.
    Mary ænsede dårligt nok køreturen tilbage til Exeter Castle, hvor hun havde siddet fængslet, lige siden hun blev arresteret i Plymouth. Hun lagde knap mærke til fodlænkerne, der skar om anklerne og var forbundet med en kraftig lænke om hendes liv, og hun bemærkede heller ikke de syv andre fanger i vognen eller de hånlige tilråb fra folk på gaden. Hun kunne ikke tænke på andet, end at hun ikke ville få himlen at se igen, før den dag hun ville blive ført til galgen.
   Hun vendte ansigtet op mod den svage eftermiddagssol. Om morgenen, da hun var blevet ført udenfor, fordi de skulle af sted til assiseretten, havde forårssolen næsten blændet hende efter mørket i cellen. Hun havde set sig ivrigt omkring; træernes spæde blade var begyndt at folde sig ud, de kurtiserende duer kurrede til hinanden, og tåbeligt nok havde hun tolket alt det som et godt varsel.
    Hun havde taget grundigt fejl. Hun ville aldrig komme til at gense sit elskede Cornwall. Og hun ville heller ikke få sine forældre eller sin søster, Dolly, at se igen. Hendes eneste håb var, at de aldrig ville få at vide, hvad hun havde gjort. Det var bedre, at de troede, hun havde slået hånden af dem til fordel for et nyt liv i Plymouth, eller måske ligefrem London, end at de skulle leve med skammen over, at hendes liv var endt på skafottet.
    Den kvinde, der sad til venstre for Mary, begyndte at græde. Mary kiggede på hende. Det var svært at bedømme, hvor gammel hun var, for hendes ansigt var skæmmet af kopar, og hun skjulte det bag en laset, brun kappe, hun havde trukket helt op over hovedet.
   ”Det hjælper ikke at græde,“ sagde Mary, der gik ud fra, at kvinden også skulle hænges. ”Nu ved vi i det mindste, hvad der venter os.“
   ”Jeg har slet ikke stjålet noget,“ hulkede kvinden. ”Jeg sværger. Det var ikke mig. Det var nogle andre; de slap væk, og så fik jeg skylden.“
    Den historie havde Mary hørt fra utallige fanger, siden hun blev arresteret i januar. I begyndelsen havde hun troet på de fleste af dem, men nu var hun blevet mindre godtroende.
   ”Sagde du det til dem i dag?“ spurgte hun.
    Kvinden nikkede, og nu strømmede tårerne ned over kinderne på hende. ”Men de sagde, at der var et vidne, som havde set det.”
    Mary orkede ikke at bede kvinden fortælle hele historien.

HUSK MIG af Lesley Pearse


Borgens Forlag  -  Gyldendal - Klareboderne 3  -  1001 København K
Tlf. 3375 5555  -  E-mail: borgen_post@gyldendal.dk  -  CVR-nummer: DK-58200115